Overenskomsten
Skrevet af Tandlæge Rune Skou, 30.12.2009Hvad er overenskomsten mellem Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn ?
(Klik her for at downloade overenskomsten som PDF)
Overenskomsten er en aftale imellem regionerne og tandlægeforeningen. Aftalen fastsætter pris og indhold for en række tandlægelige ydelser.
De ydelser hvor både pris og indhold fastlægges er: Undersøgelser, intraorale røntgenundersøgelser (hvor filmen skal ind i munden), konsultationer uden behandling, tandrensning og parondontosebehandling uden operation, samt simple tandudtrækninger og individuel forebyggende behandling. Desuden er prisen på de gammeldags sølvfyldninger og på overkapninger fast.
Som med alt andet, så er der fordele og ulemper ved at overenskomsten lægger pris og indhold fast.
Fordele
Der er uden tvivl en beskyttelse i at have en monopoliseret overenskomst der dikterer priser for mange tandlægeydelser. Beskyttelsen gælder både patienten, der får samme pris alle steder og tandlægen, der er sikker på at han ikke kan blive fanget i en priskrig som han taber.
At overenskomsten regulerer indholdet i ydelserne og dermed den måde behandlingerne foretages på, kan være en fordel fordi det betyder at der fra centralt hold foretages en grov kvalitetssikring.
Ulemper
Hvis prisen ligger kunstigt højt, så giver det tandlægen ekstra incitament til at levere ydelsen, men patienten mindre incitament til at købe den. Underefterspørgsel.
Er ydelsen for billig, så risikerer man at få en situation hvor patienten har et stort incitament til at købe ydelsen, men hvor tandlægen har lille incitament til at levere den. Overefterspørgsel.
Denne type problemstilling, omkring faste priser der giver over-/underefterspørgsel, reguleres normalt af den fri prisdannelse. Når man har en landsdækkende overenskomst som alle tandlæger arbejder under, så får man ikke problemet reguleret. Det betyder at der er en skævhed i den måde samfundet udnytter sine tandlæger på – og en skævhed i hvem der betaler for hvad hos tandlægen.
Et godt eksempel er individuel forebyggende behandling (IFB).
Denne ydelse bruges, når man har gjort en indsats, for at hjælpe patienten med at undgå at der opstår et større problem. En IFB kan være at instruere (vise, forklare og øve) i brug af tandtråd eller mellemrumsbørster. Det kan også være at behandle overfladen af patientens tænder med en fluorlak.
Problemet er, at hvor instruktion i brug af tandtråd tager 5min, så tager fluorlakken kun 15sek. Når overenskomsten så har bestemt at begge dele koster 139,- har vi balladen. I situationen med fluorlakken er der ingen tvivl om at tandlægen har et kraftigt økonomisk incitament til at bruge fluorlakken, samtidigt med at patienten (med rette) kan mene at det er dyrt for 15sek aktivitet. Underefterspørgsel.
Findes der så overefterspørgsel i forhold til tandlæger?
Ja, det gør der. Et eksempel kunne være “akut oplukning”. Denne ydelse bruges når man modtager en patient med smerter, der viser sig at stamme fra en tand der skal rodbehandles og hvor man ikke forventer at samme tandlæge skal afslutte rodbehandlingen. Når man foretager en “akut oplukning”, så bruger man uforholdsmæssigt meget tid og materialer i forhold til honoraret der er fastsat til ca 300,-. Det betyder at man som tandlæge taber penge på at behandle patienten og at patienten er mere interesseret i behandlingen end man er i at levere den som tandlæge. Overefterspørgsel.
En helt anden problemstilling er “gynger og karruseller”-problematikken.
De tandlæger der ikke kan drive deres virksomhed så de har overskud på de ydelser der har fast pris (undersøgelser, røntgen, parodontose, mv) er jo så nødt til at tjene deres penge et andet sted. Det andet sted er så de frie ydelser. De oftest anvendte frie ydelser er lokalbedøvelse, plastfyldninger og kroner . På klinikker hvor der tabes penge på de ydelser der har fast honorar, der tjener man dem ind igen på at have høje priser på lokalbedøvelse, plastfyldninger og kroner, bl.a.
Problemet er her, at på de dyre klinikker, der betaler de patienter der får lavet plast og kroner reelt en del af regningen for de patienter der får lavet parodontosebehandlinger og eftersyn, mv. Omvendt, så kunne en tandlægeklinik der tjente penge på de ydelser med fast honorar tillade sig at tabe penge på plast og kroner, mv. Det ville så betyde at det var dem der fik lavet eftersyn og parodontosebehandlinger, mv. der betalte en del af regningen for dem der fik lavet plast og kroner, bl.a.
At man således kun kan konkurrere prismæssigt på halvdelen af ydelserne fører til at konkurrencen på disse så er dobbelt så stor. Det giver en underlig dynamik og fører til “doctor-shopping” når patienter skal have lavet større behandlinger. Doctor-shopping er ikke nødvendigvis en skidt ting, men det medfører en del spildtid hvor hverken tandlæge eller patient laver noget værdiskabende.
Konklusion
Overenskomsten mellem Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn er et tveægget sværd.
På den ene side så sikrer det ensartethed og gennemskuelighed, samt holder priserne for visse tandlægeydelser på et rimeligt lavt niveau. På den anden side så giver det betydelige problemer at markedet ikke er frit. Det er værd at bemærke sig at to landsdækkende monopoler, Tandlægeforeningen og Regionerne, har en fastprisaftale, hvilket er noget bagmandspolitiet og konkurrencestyrrelsen normalt ikke tolererer.
Konsekvensen er at din tandlægebehandling koster noget andet end den burde. Om det så er for meget eller for lidt, kommer helt an på hvem du og din tandlæge er, samt hvilken behandling der er tale om. Er du en af dem der betaler for de andre, eller betaler de for dig?
Læs også:
Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen