6-årig med mange huller.
Senest opdateret: 21.02.2010
Spørgsmål fra Mette
Min søn på 6 år bliver ved ned at få hul i tænderne (Mælketænder). Vi børster hans tænder både morgen og aften. Derudover bruger vi tandtråd om aften, sådan nogle hvide der er købt på apoteket, som er lettere at styre. Alligevel får han huller. Vi børster hans tænder på nøjagtig samme måde, som hans storesøster, som nu er 10 år og aldrig har haft et hul. Det er mellemrummene mellem tænderne, der bliver ramt.
Han får helt almindelig mad til hverdag. Det er kun om fredagen, diæten ser anderledes ud, hvor han får lidt chips, og noget sodavand mens han ser Disney Sjov. Han får havregryn med sukker på om morgenen (ved godt sukker ikke er det bedste, men havregryn uden sukker er altså temmeligt klamt) men han får jo børstet tænder lige derefter (10-15 min. efter). Han får et æble om formiddagen, rugbrød til frokost, en grovbolle, typsik med ost, om eftermiddagen og så helt almindelig aftensmad. Han spiser aldig vingummi, lakrids eller karameller, da han ikke kan lide det.
Hans kindtænder har altid set pudsige ud i farven, meget misfarvede i gul, brune, cremefarvede nuancer, hvor imod, hans fortænder er helt almindeligt hvide, og aldrig har fejlet noget. Vi føler, at tandlægen er begyndt at kigge skævt til os. Som om vi ikke børster hans tænder, eller renser dem i øvrigt. Det virker som om, hun tror vi lyver, når vi siger, at vi virkelig gør, hvad vi kan.
Kan vi gøre noget andet, end det vi allerede gør ? Når vi stiller samme spørgsmål til skoletandplejen trækker hun bare på skuldrene.
Kan man være født med ‘dårlig’ emalje ?
Vi har jo enormt dårlig samvittighed, da han jo bliver bedøvet og boret hver gang, og det er jo ikke smertefrit :O(
På forhånd tak.
Mette
Svar
Hej Mette
Tak for dit brev.
Ja, man kan sagtens være født med dårlig emalje. Det rammer typisk alle tænderne, eller 6-års tænderne eller både 6-års tænderne og fortænderne. Det kan være en forklaring på hvorfor din søn får mange huller.
Derudover er der også andre mulige årsager. Det kan være at i bruger tandtråden forkert. Det kan også være at der er meget sukker i hans kost uden at i ved det. Prøv at kigge alle fødevarer igennem for “Kulhydrater, heraf sukker”-linien. Står der andet end 0g pr 100g kan man få huller i tænderne af at spise/drikke det.
Endeligt kan der også være tale om “en gammel skade”, hvis han tidligere har fået lavet fyldninger op til tandmellemrummene. Fyldninger holder ikke evigt, og særligt på børn hvor det kan være meget svært at holde fyldningen tør kan der hurtigt komme hul igen.
Venlig Hilsen
Tandlæge Rune Skou
Husk at du kan abonnere på brevkassens RSS feed og automatisk blive opdateret så snart et nyt svar publiceres
Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen
Vilkår
Brevkassens svar skal ikke og kan ikke anvendes som redskab til at stille diagnoser og/eller indlede et behandlingsforløb. Brevkassens svar erstatter på ingen måde den direkte dialog mellem egen tandlæge og patient.
Brevkassens svar kan hverken betragtes som fyldestgørende eller udtømmende men skal betragtes som et supplement til samarbejdet med egen tandlæge.
Tandportalen.dk kan ikke drages til ansvar for følger af brug eller misbrug af Brevkassens svar eller den øvrige information på siden.




