Fair pris på tandrensning og fluorbehandling?
Senest opdateret: 28.05.2010
Spørgsmål fra Anders Debil
Hej Rune.
Hvad mener du er en fair pris for tandrensning med fluorbehandling?
Hvor længe skal tandrensning vare før den efter din mening er udført korrekt?
Hvor ofte skal man få foretaget en tandrensning?
Venlig hilsen
Anders Debil
Svar
Hej Anders
Tak for dit brev.
Prisen for tandrensning og fluorbehandling er noget der er fastsat ved overenskomsten mellem Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn hvorfor den ikke er til at ændre hvis tandlægen er med i overenskomsten, hvilket alle tandlæger er.
Hvad der så er en fair pris, kan man fastlægge på to måder:
Den værdibaserede. I den værdibaserede model prissættes ud fra hvor meget du gerne vil have en tandrensning og fluorbehandling. Hvis du virkeligt gerne vil have en tandrensning, så er 800,- måske en fair pris, eller er knap så ivrig efter en tandrensning, så kunne 600,- måske være mere passende. I en værdi-baseret (for kunden) prissætning, er det primært patientens oplevelse af værdi der tæller.
Den omkostningsbaserede. I den omkostningsbaserede model (for klinikken) indgår udgifter til materialer og en betaling for den tid der går med at behandle dig. Afhængigt af hvordan klinikken er skruet sammen, hvor meget tandsten du har og hvordan de bliver fjernet, samt hvilket fluorprodukt der bliver brugt vil prisen kunne variere enormt meget. Tager de 2min at rense og 1min at ligge fluor på, så ville det måske være 100,- i alt der var en fair pris, men det afhænger som sagt af tid og materialeforbrug. Er du en af de patienter der danner utroligt meget tandsten, så det tager 15min at rense dine tænder, så var 500,- nok nærmere på den rette pris udfra en omkostningsbaseret model.
Så, alt i alt, så er det et lidt speget spørgsmål at svare på, hvad prisen på tandrensning og fluorbehandling “burde” være. Som i alt andet økonomi ender det jo med at man stemmer med støvlerne: Vil man ikke handle til den pris, så går man bare igen.
Noget af det der gør tandlægepriser underlige i Danmark er netop overenskomsten, der dikterer en fast pris for mange ydelser. I eksemplet med tandrensning betyder det at den patient der har lidt tandsten det tager 2min at rense betaler en overpris og dermed er med til at betale regningen for den patient der danner utroligt meget tandsten som slipper med en underpris, i forhold til det arbejde der skal gøres for at rense tænderne. Derfor kan nogen patienter opleve visse behandlinger som meget dyre i forhold til tidforbruget.
Hvor lang tid man skal bruge på en tandrensning kommer helt an på hvor svært det er at komme til og hvor meget tandsten der er. Det rigtige succesparameter er faktisk om der sidder noget tandsten tilbage nogen steder, men det er forbandet svært at undersøge selv, man har brug for en tandlæge/tandplejer for at finde ud af det. Et af de største problemer med tandlægefaget er at man ikke som patient kan se om det der bliver lavet i ens mund er god kvalitet. I dette eksempel, med tandrensning, risikerer man at udvikle parodontose hvis ikke tandrensningen bliver lavet ordentligt eller hyppigt nok. Personligt har jeg aldrig brugt under 5min på at lave en tandrensning på en fuldt betandet patient (en der ikke mangler nogen tænder).
Hvor tit man skal have lavet en tandrensning er også et rigtigt godt spørgsmål, for det kommer igen an på hvor hurtigt man danner tandsten og hvor modtageligt ens tandkød er over for tandkødsbetændelse og parodontose. Jeg har mange patienter der går et år eller længere imellem hvert eftersyn og tandrensning, uden problemer. Omvendt har jeg også nogen få der kommer hver 3. måned til tandrensning fordi deres mundhygiejne er utroligt dårlig pga sygdom.
Håber det gav lidt klarhed over sagen. :-)
Venlig Hilsen
Tandlæge Rune Skou
Husk at du kan abonnere på brevkassens RSS feed og automatisk blive opdateret så snart et nyt svar publiceres
Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen
Vilkår
Brevkassens svar skal ikke og kan ikke anvendes som redskab til at stille diagnoser og/eller indlede et behandlingsforløb. Brevkassens svar erstatter på ingen måde den direkte dialog mellem egen tandlæge og patient.
Brevkassens svar kan hverken betragtes som fyldestgørende eller udtømmende men skal betragtes som et supplement til samarbejdet med egen tandlæge.
Tandportalen.dk kan ikke drages til ansvar for følger af brug eller misbrug af Brevkassens svar eller den øvrige information på siden.




