Brevkassen

Flækket tandrod og Eltroxin/Euthyroxin

Bookmark and Share Skrevet af , 13.06.2010
Senest opdateret: 13.06.2010

Spørgsmål fra Rikke

Hej Rune.

Jeg har et spørgsmål jeg håber du kan hjælpe mig med et svar på.

Jeg har for snart ½ år siden været så uheldig at knække en tandrod – et problem, som jv.f. min egen tandlæge skal løses ved indsættelse af et implantat eller ganske enkelt ved at rive tanden ud.

Jeg lider, ligesom mange andre, af tandlægeskræk, så du kan jo nok forestille dig at den besked og den medfølgende pris (20.000,-) på ingen måde gjorde mig rolig.

Jeg er p.t. arbejdsløs og har under ingen omstændigheder mulighed for at skaffe de penge der skal til for at få lavet en implantat behandling og muligheden med at få den hevet ud kan jeg heller ikke rumme i mit hoved, da jeg ved det vil komme til at hæmme mig, at jeg allerede i en alder af 35 år skal til at begynde og få trukket tænder ud og iøvrigt syntes jeg slet ikke den sidder langt nok inde til at det ikke ville kunne ses, hvilket jeg igen vil have det rigtig skidt med (det handler om 5. tand mod højre i undermunden).

Tanden er en krone, som sidder på en stifttand, så min tandlæge limede den på igen, men fortalte mig, at det næppe var noget der ville holde ret længe. Jeg strøg derefter ud af døren og fik slet ikke spurgt til, om det kunne få konsekvenser, hvis ikke jeg får gjort noget ved det, for det er jo selvfølgelig noget af det jeg har tænkt meget på det sidste ½ år og som har medvirket til, at jeg siden ikke har fået en ordentlig nattesøvn, da jeg konstant tænker på, hvad der skal ske, og hvordan jeg skal få problemet løst. Kan det ende med at gøre skaden større, hvis ikke jeg får gjort noget ved det? Vil selvfølgelig også gerne høre, hvis du mener der kunne være en 3. løsning på problemet.

Jeg skal til eftersyn igen om 1 uge, men er så nervøs, at jeg overvejer at aflyse – noget jeg trods alt aldrig har gjort før på trods af min tandlægeskræk – da jeg ikke rigtig kan rumme det i mit hoved, at han måske er tvunget til at gøre noget ved den.

Jeg har iøvrigt endnu et spørgsmål som går på, om stofskiftemedicin som Eltroxin og Euthyrox kan skade tænderne?

Ellers vil jeg bare sige tak for denne brevkasse og muligheden for at kunne spørge en tandlæge til råds uden at skulle tvinge sig selv ned i en tandlægestol.

Håber du kan hjælpe mig med mine to spørgsmål.

Med venlig hilsen

Rikke

Svar

Hej Rikke

Tak for dit brev.
Hvis roden på din tand er flækket, så er der ikke mere at gøre og tanden skal ud. Ved at lade den sidde vil der med tiden opstå en betændelse langs revnen i tanden. Denne betændelse vil betyde at knoglen omkring tanden bliver nedbrudt så tanden med tiden kommer tid at sidde løst og falde ud. Desuden kan der opstå en kraftig tandpine på grund af betændelsen, så jeg vil anbefale dig at få den fjernet hvis roden er flækket.

Hvordan man så erstatter den manglende tand er et andet spørgsmål. Man kan vælge protese, implantat eller bro.

Med hensyn til Eltroxin/Euthyroxin, så er der ikke nogen relation til problemer med tænderne.

Venlig Hilsen
Tandlæge Rune Skou


Husk at du kan abonnere på brevkassens RSS feed og automatisk blive opdateret så snart et nyt svar publiceres

Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen

Vilkår

Brevkassens svar skal ikke og kan ikke anvendes som redskab til at stille diagnoser og/eller indlede et behandlingsforløb. Brevkassens svar erstatter på ingen måde den direkte dialog mellem egen tandlæge og patient.

Brevkassens svar kan hverken betragtes som fyldestgørende eller udtømmende men skal betragtes som et supplement til samarbejdet med egen tandlæge.

Tandportalen.dk kan ikke drages til ansvar for følger af brug eller misbrug af Brevkassens svar eller den øvrige information på siden.