Nye tænder for tredje gang!
Senest opdateret: 21.02.2010
Spørgsmål fra Elisabeth
Står i en situation, hvor jeg skal skifte tænder for tredie gang. Siden jeg har været ganske ung, har jeg haft mange problemer med smuldrende og brækkede tænder – har fået fjernet en del – fået delprotese, der har ødelagt en nabotand – fået parodontose( ikke pga. manglende tandbørstning) og hvad ved jeg. Har derfor truffet beslutningen, at tænderne skal ud.
Og her kommer så problemet – jeg kontaktede en tandteknikker – der begyndte at fortælle mig om klaprende gebisser der raslede rundt i munden, og hvor skrækkeligt det var – derimod kunne man nu lave noget meget fint noget med implantater – jo tak, men min behandling kommer op på over 148.000 hvad jeg bestemt ikke har råd til – ej heller lyst til at gældsætte mig for -
Næste forslag, fra en almindelig tandlæge, jeg endnu ikke har besøgt var, at man fortsætter med en delprotese der fastholdes med nogle af ens egne tænder – hvilket både kunne gøres i over og undermund.
Mit problem er så – de tænder jeg har, går i stykker for et godt ord – nogle enkelte stifttænder virker godt nok – men mon det er nok?
Hvad vælger man, hvis man gene vil gå med et smil og økonomien i behold – vigtigt for mig er, at jeg får det gjort så hurtigt som muligt, nu hvor beslutningen er taget – (lider ud over alt andet, også af tandlægeskræk pga. nogle rimeligt ubehagelige besøg)
Hvad gør andre mange hilsner fra den trængende
Svar
Hej Susanne
Det lyder til at du har nogen alvorlige problemer med dine tænder. At få dem alle sammen trukket ud er en løsning, men det er langt fra sikkert at det er nogen god løsning.
Problemet med at få tænderne trukket ud er at det er svært at fortryde, så hvis du kan “få styr” på de resterende tænder og få lavet en delprotese i samarbejde med din tandlæge vil være anbefalelsesværdigt da du beholder så mange af dine naturlige tænder som muligt.
Det den kliniske tandteknikker taler om med løse gebisser er et reelt problem for nogen af de patienter der får helproteser. Helproteser sidder fast ved hjælp af undertryk og afhængigt af hvor god du er til at vende dig til at bruge dem og hvordan din mund ser ud rent anatomisk kan der være meget store forskelle i hvor godt de virker. Fordelen ved at få trukket tænderne ud og få lavet et sæt helproteser er at det er en billig løsning og der er ikke mere bøvl med tænderne bagefter. Problemet er at det ikke kan gøres om og hvis du efterfølgende ikke fungerer godt med dine helproteser er der kun mulighed for implantatløsninger.
At få tænderne trukket ud og få lavet en implantatløsning kan godt være en god idé, og det behøver ikke koste 148.000 kr. Jeg gætter på at tilbuddet er på en slags bro der sidder fast på implantater. En alternativ og billigere løsning er at lave en helprotese til overkæben og en hybridprotese til underkæben der sidder fast på to implantater. Det er ofte underkæbeprotesen der sider løst og ved at låse den fast på to implantater opnår man en bedre stabilitet.
Jeg vil anbefale dig at blive undersøgt hos den tandlæge du skriver du har kontakt til og få hans/hendes vurdering af hvilke tænder der kan bevares og i øvrigt bede om et overslag på de forskellige behandlinger i taler om da økonomi (desværre) er en væsentlig faktor i ethvert behandlingsvalg. Så er du bedre rustet til at træffe beslutningen.
Hvad gør andre? Folk gør mange forskellige ting i den slags situationer, for det afhænger af økonomi, viden og samarbejdet med tandlæge og klinisk tandtekniker.
Venlig Hilsen
Tandlæge Rune Skou
Husk at du kan abonnere på brevkassens RSS feed og automatisk blive opdateret så snart et nyt svar publiceres
Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen
Vilkår
Brevkassens svar skal ikke og kan ikke anvendes som redskab til at stille diagnoser og/eller indlede et behandlingsforløb. Brevkassens svar erstatter på ingen måde den direkte dialog mellem egen tandlæge og patient.
Brevkassens svar kan hverken betragtes som fyldestgørende eller udtømmende men skal betragtes som et supplement til samarbejdet med egen tandlæge.
Tandportalen.dk kan ikke drages til ansvar for følger af brug eller misbrug af Brevkassens svar eller den øvrige information på siden.




