Tudefjæs hos tandlægen?
Senest opdateret: 22.05.2011
Spørgsmål fra Mathias
Hej.
Nu har jeg været til tandlæge et par gange med den samme tand. Der er tale om den øverste hjørnetand længst til højre.
Jeg har konstant smerter i den især når jeg har spist noget med sukker – mest chokolade.
Min tandlæge siger at jeg ’’tuder’’ for meget over den for han kan ikke finde noget galt med den tand. Problemet er bare at tanden ikke er så langt ude som de andre tænder og det gør rigtig rigtig ondt. Den stikker 1.5 mm +/- ud og i forhold til tanden ved siden af, er det meget kort?
Kan det evt. være at min nerve i tanden er død som min tandlæge er for doven til at kigge efter? Kan det være fordi der ikke er plads til tanden? Eller ’’tuder’’ jeg bare for meget – som min tandlæge siger?
Hilsen
Mathias
Svar
Hej Mathias
Tak for dit brev.
Der er ikke noget der hedder at “tude for meget” som patient hos en tandlæge. Hvis du oplever et problem, så har din tandlæge bare af at respektere det og kaste sig ind i kampen for at finde ud af hvorfor du har smerter.
Som jeg forstår dig, så sidder den tand der er tale om længere ned i knoglen end de andre tænder og er ikke helt kommet frem på plads. Hvis det er tilfældet, så vil det give dig temmelig svært ved at holde tanden rent, hvorfor du nemt kunne risikere at have fået et hul eller en omgang tandkødsbetændelse omkring tanden. Som du selv nævner, så er det også en mulighed at du har en tand hvor nerven er ved at dø i. Der vil typisk være en overgangsperiode hvor tanden er meget følsom inden nerven dør helt.
Jeg synes det ville være en god ide at få din tand undersøgt og røntgenfotograferet af en anden tandlæge end din sædvanlige. Nogle gange hjælper det at der kommer et nyt sæt øjne på og du er helt sikkert bedre tjent med en tandlæge der respekterer at du oplever et problem.
Du skal i øvrigt være opmærksom på at hvis der “kun” er tale om tandkødsbetændelse omkring tanden, så er det vigtigt at du får en grundigt tandrensning omkring den og selv er omhyggelig med at holde den rent fremover. Se mere her:
Forebyggelse på Tandportalen.dk
Venlig Hilsen
Tandlæge Rune Skou
Husk at du kan abonnere på brevkassens RSS feed og automatisk blive opdateret så snart et nyt svar publiceres
Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen
Vilkår
Brevkassens svar skal ikke og kan ikke anvendes som redskab til at stille diagnoser og/eller indlede et behandlingsforløb. Brevkassens svar erstatter på ingen måde den direkte dialog mellem egen tandlæge og patient.
Brevkassens svar kan hverken betragtes som fyldestgørende eller udtømmende men skal betragtes som et supplement til samarbejdet med egen tandlæge.
Tandportalen.dk kan ikke drages til ansvar for følger af brug eller misbrug af Brevkassens svar eller den øvrige information på siden.




