Artikel

Bookmark and Share

Erosioner

Skrevet af Tandlæge Rune Skou, 12.06.2008
Senest opdateret: 02.07.2008

Dentale erosioner er en fjernelse af tandens hårde væv ved en syrepåvirkning uden bakteriel indvirkning. Det rammer især mange unge mennesker.

Erosioner

Sygdommens mekanisme:

Erosioner er resultatet når sodavand, juice og syrlige frugter eroderer tænderne.
Hyppige opkastninger eller sure opstød kan også give erosioner.

Hver gang man spiser eller drikker noget syrligt falder pH-værdien i mundhulen i en periode. I den mellemliggende tid ætser syren i overfladen af tænderne.
Har man i lange perioder lav pH-værdi i munden, får man erosioner.

Kroppens forsvar:

Kroppens forsvar imod erodering af tænderne består primært i sekretion af spyt. Tænderne løber i vand når man spiser eller drikker noget syrligt. Spytsekretionen beskytter tænderne ved at fortynde syren og desuden fungerer spyttets indhold af proteiner og ioner som en buffer der begrænser pH-faldet, hvorved tabet af tand begrænses.

Risikofaktorer:

Det kan du selv gøre:

Det bedste du kan gøre for at undgå erosioner, er at begrænse indtaget af syrlige mad- og drikkevarer. Jo hyppigere du indtager noget syrligt des værre. Lider du af hyppige opkastninger eller sure opstød, bør du tale med din læge om det.
Har du hyppige opkastninger eller sure opstød, kan du begrænse omfanget af erosionerne ved at skylle munden i vand og børste tungen efterfølgende. Undlad børstning af tænderne umiddelbart efter opkastning eller surt opstød.

Sukkerfrit tyggegummi kan tygges imiddelbart efter indtag af syrlige mad- og drikkevarer eller efter opkastning eller surt opstød for at stimulere spytsekretionen. Indtager man syrlige mad og drikkevarer i forbindelse med andre fødevarer, mindsker det den eroderende effekt ved fortynding og buffering af syren.

Det gør tandlægen/tandplejeren:

Forebyggelse er meget vigtigt i forbindelse med erosioner, da behandling af erosioner er meget besværligt og ofte vil omfatte kronebehandling af de påvirkede tænder. Lider du af hyppige opkastninger eller sure opstød, vil tandlægen oftest henvise dig til din egen læge for at blive undersøgt.

Er skaden sket og du har fået tænder med et meget tyndt eller manglende emaljelag, behandles de påvirkede tænder med kroner. I tilfælde hvor der ingen symptomer er fra tænderne og der er knækket lidt af den tynde emalje af en kosmetisk vigtig tand, kan reperation forsøges med en plastfyldning.


Følg Tandportalens nyheder på twitter: http://www.twitter.com/tandportalen
Følg Tandportalens brevkasse på twitter:http://www.twitter.com/tandbrevkassen